Her ses tarmparasitten Spolorm fra æg til færdigudviklet

Tarmparasitter hos Tibetansk Spaniel

Der findes adskillige tarmparasitter (orm) og encellede parasitter, der kan inficere vores Tibetansk spaniels. Disse parasitter angriber forskellige organsystemer, men tarminfektioner udgør den mest almindelige form for parasitangreb.

Årsager:

Spolorm, hageorm og piskeorm, alle tilhørende rundormegruppen, repræsenterer eksempler på tarmparasitter. Der forekommer også lejlighedsvise infektioner af bændelorm eller encellede parasitter. Bændelormgruppen inkluderer rævens bændelorm, hundens dværgbændelorm og mesocestiodes, også kendt som bændelorm.

Encellede parasitter, oftest fundet i danske hundetarme, omfatter Giardia og tarmcoccidier.

Rundorm:

Spolorm er mest almindeligt hos unge Tibber og kan forårsage opkastning, diarré og/eller afmagring. Hvalpe smittes fra en inficeret tæve enten i livmoderen eller gennem modermælken efter fødslen. Overførsel kan også ske fra andre hundes afføring eller inficerede byttedyr.

Hageorm forekommer hovedsageligt hos kennelhunde eller jagthunde og er lille, kun 0,5-2 mm lang. Det kan forårsage blodmangel, især hos hvalpe, og overføres gennem larver fra inficerede omgivelser eller modermælken.

Piskeorm er sjælden hos danske hunde, men mere almindelig hos importerede hunde og kan forårsage blodig diarré, afmagring og mavesmerter.

Bændelorm:

Bændelorminfektion er forholdsvis almindelig uden ofte at vise symptomer. Tibetansk Spaniels kan rammes af flere arter, der ligner små "riskorn." Overførsel sker via mellemværter som byttedyr, lopper, rå fisk eller slagteaffald. Den mest almindelige bændelorm hos hunde er mesocestiodes.

Der er to typer dværgbændelorm, nemlig rævens og hundens dværgbændelorm. Rævens dværgbændelorm giver normalt ingen symptomer hos hunde og smitter via inficerede smågnavere. Hundens dværgbændelorm kan inficere mennesker og forårsage blæreormesyge.

Giardia og coccidier:

Giardia og coccidier er små parasitter, der inficerer hundens tarmslimhinde og kan forårsage diarré. Giardia er meget smitsomt og kræver omhyggelig sanering, mens coccidier er lettere at behandle.

Symptomer:

Tibetansk Spaniels kan være inficeret uden synlige symptomer, men tarmparasitter kan forårsage opkastning, diarré, bugsmerter, livløs pels, hoste, afmagring eller påvirket almentilstand.

Diagnose:

Diagnosen stilles ved hjælp af afføringsprøver. Afføringen indsamles ved tre tilfælde og sendes til analyse i laboratoriet.

Apoteker sælger færdiglavede receptfrie ormekur-kits, som dyreejere kan anvende til at indsende hundens afføring, hvis man mistænker ormeinfektion. Det anbefales ikke at behandle hunden med ormekur rutinemæssigt.

Behandling:

Ormekur gives efter diagnose og afhænger af parasitbyrden. Ormekursmiddel fås som tabletter, pasta eller flydende opløsning. Ormekursmidlet vælges afhængigt af typen af orm, som hunden bærer. Hunde behandles normalt ikke med ormekur regelmæssigt, men først efter påvisning af parasitter, eftersom parasitter kan udvikle resistens over for alle typer af ormekursmidler.

Hvalpe er en undtagelse for regelmæssig behandling af ormekur. De skal behandles flere gange i løbet af de første måneder af levetiden for at undgå re-infektion med spolorm. Den første ormekur bør gives, når hvalpene er tre uger gamle. Derefter behandles de hver anden til hver fjerde uge i op til tre måneders alderen. Intervallet afhænger af det præparat, som opdrætteren vælger.

For at forhindre at rævens dværgbændelorm spredes, er ormekur ved indrejse fra Danmark et krav i nogle lande. Ved udlandsrejser med hund gælder specifikke regler og krav for ormekur. Hos fødevarestyrelsen kan man læse, hvilket lande der har visse krav om indrejse. 

Spolorm høre under gruppen af rundorm

Spolorm er en almindelig form for indvoldsorm, der påvirker hunde i forskellige livsfaser. Toxocara canis er den mest udbredte art blandt spolormene, og den voksne orm kan vokse op til 18 cm i længden, lignende spaghetti. Disse orme findes primært i hundens tarme, hvor de lever af tarmindholdet, men de kan også forekomme som indkapslede larvestadier i forskellige dele af kroppen, især hos voksne hunde.

Symptomerne på spolorm

• Diarré
• Opkast
• Dårlig trivsel, der viser sig ved, at hunden er træt, ikke vil lege og taber sig
• Hoste
• Tør og kedelig pels
• Vommet (udspilet bug)
• Hikke

Diagnose og Behandling:

Diagnosen kan stilles enten ved direkte påvisning af den voksne spolorm i afføring eller opkast eller ved hjælp af en afføringsprøve. Til at stille diagnosen anvendes en såkaldt flotationsmetode, hvorefter prøven undersøges i mikroskop. Her kan der påvises ormeæg, som er karakteristiske for den pågældende orm. Ormeæg udskilles nemlig ikke konstant, men i intervaller. Derfor vil det i nogle tilfælde være nødvendigt at undersøge flere afføringsprøver for at være sikker på, at hunden ikke har orm. Ved massiv smitte vil der tit kunne påvises et stort antal æg.

Afføringsprøven medbringes til dyrlægen, som enten selv analyserer prøven eller indsender den til et laboratorie til analyse.

Spolorm kan behandles med en række forskellige præparater, som dyrlægen udvælger. Der kan være tale om tablet-, pasta- eller miksturbehandling, som kan strække sig fra 1 til 5 dage alt efter præparatets egenskaber. Du skal behandle hunden i flere omgange med 2-3 ugers interval. Behandlingsforløbet varierer, alt efter om der er tale om drægtige tæver, hvalpe eller voksne hunde. Behandlingen kan også foretages med en spot-on behandling i nakken på hunden. Ormemidler til hunde er receptpligtige.

Årsager til Spolorminfektion

Hunde inficeres typisk ved at optage infektive ormæg. Den vigtigste smittekilde hos voksne hunde er infektive æg optaget fra miljøet. Derudover kan hunde også inficeres, hvis de spiser en mellemvært (f.eks. mus eller fugl), som har optaget et infektivt æg. Hos de voksne hunde er det stort set alle larverne, som vandrer ud i vævene og går i dvale. I forbindelse med en tæves drægtighed vil larverne ’vågne’ fra dvale omkring dag 40 i drægtigheden, og nogle vil vandre til livmoderen, hvor de giver anledning til smitte af fostrene. Nogle af larverne vandrer ikke til livmoderen, men i stedet til mælkekirtlerne, hvor de giver anledning til smitte af hvalpene op til 3 uger efter fødslen. Smitte via livmoderen medfører i første omgang infektion af fosterets lunger, men når hvalpen fødes, vandrer larverne til tyndtarmen hos hvalpen. Smitte via mælkekirtlerne medfører infektion i hvalpens tarm med det samme. Hos hvalpe udgøres den største smittekilde altså af larver, som overføres via livmoderen under drægtighed, og i lidt mindre grad af larver, som overføres via modermælken.

Anden viden om spolorm

Hunde kan smitte mennesker med hundens spolorm. Da dyrenes orm er afhængige af deres specifikke vært, vil de ikke kunne færdigudvikle sig i mennesker og vil i de fleste tilfælde derfor ikke give anledning til sygdom. De fleste mennesker, som er inficeret med spolorm, har ingen symptomer. Symptomer opstår primært ved et større antal migrerende larver.

Forebyggende tiltag i hjemmet:

• Rengør hundens miljø mindst én gang om ugen.
• Undgå at børn kommer i nærheden af hundes efterladenskaber – saml derfor afføring op efter hunden og smid det ud.
• Vask hænder med sæbe og varmt vand, når I har leget med hunden eller andre dyr og særligt inden håndtering af fødevarer.

Som tidligere nævnt er spolormens æg meget modstandsdygtige og kan overleve lang tid i miljøet. Mange desinficerende midler er ikke effektive overfor spolorm æg, men ekstrem varme har vist at være i stand til at dræbe æg. Interiør, som kan tåle det, kan derfor rengøres ved at disse skoldes med kogende vand.Dette gøres med forsigtighed og udenfor rækkevidde af børn og dyr. Tæpper og møbler kan damprenses.

Hageorm er med i gruppen om rundorm

Hageormen har hund og ræv som slutvært. Det er en indvoldsorm, som befinder sig i dyrets tyndtarm, hvor de bider sig fast i tarmslimhinden og suger blod. Ormene er mellem 14 og 25 mm lange, og den forreste ende indeholder skærende munddele, som rasper hul i slimhinden.

Symptomer på hageorm

• Blodtab er specielt slemt hos små hvalpe, hvor man kan se bleget slimhinder og træthed
• Diarre
• Fald i plasmaprotein
• Nedsat vækst

Diagnose og behandling

Igennem en afføringsprøve som medbringes til dyrlægen. Ingen kender til variationen i ægudskillelsen og derfor må man regne med en del falsk negative prøver. Hunde som har tendens til at pådrage sig infektionen skal behandles regelmæssigt. Det samme gælder hunde som har tæt kontakt til den vilde rævebestand.

Hageorm behandles med et ormemiddel fra hvalpens 2. leveuge og derefter hver 14. dag frem til ejerskifte. Tævehunden skal behandles samtidig.

Dyrlægen kan også vælge et spot-on middel, som er særligt velegnet til hvalpe, der samtidig lider af andre parasitære sygdomme. Fordelen ved denne behandling, er at samtidig forebygger infektion med spolorm i en måned.

Hvordan får hunde hageorm?

Den voksne hunorm kan producere mange tusinde æg om dagen. Æggene klækkes i løbet af en uges tid. Hunden optager derefter ormelarverne fra omgivelserne. Oftes går ca. 2 uger fra larverne optages til de er fuldt udviklede kønsmodne orm i tarmen. Æggene overlever i omgivelserne i flere måneder.

Ekstra information:

Udover de typiske symptomer kan hageorm hos tibetansk spaniels også forårsage hudirritation, især på poterne. Hold øje med eventuelle potesår, da de kan være et tegn på et højt smittepres i omgivelserne.

Ved at være opmærksom på symptomerne, søge tidlig behandling og foretage forebyggende foranstaltninger kan du hjælpe med at holde din tibetansk spaniel sund og glad i mange år fremover.

Piskeorm høre under gruppen for rundorm og behandles med bl.a. Milbemax

Piskeorm, en almindelig indvoldsparasit hos hunde og ræve, er bekymrende for kæledyrselskere over hele verden, herunder i Danmark. Disse ormene, der kan nå op til 7 cm i længden og har en karakteristisk piskelignende form, kan forårsage en række ubehagelige symptomer hos inficerede dyr.

Piskeorm overføres, når hunden kommer i kontakt med æg fra miljøet, såsom jord eller græs, og infektionen kan tage op til tre måneder at udvikle sig. Risikoen for infektion er højest i kennelmiljøer, hvor mange hunde er sammen, og da æggene kan overleve i op til tre år i miljøet, kan det være udfordrende at kontrollere problemet, når det først opstår.

symptomerne på piskeorm

• Kronisk tyktarmsbetændelse eller
• Slim i afføringen
• Blod i afføringen
• Dårlig trivsel
• Tør og mat pels.

Diagnosen og behandling

Afføringsprøve afleveres til dyrlægen. Diagnosen stilles ved at påvise de meget karakteristiske æg i en afføringsprøve. Det anbefales at undersøge mellem 2 og 3 afføringsprøver, da der kan være stor variation i ægudskillelsen.

Behandlingen af piskeorm hos hunde involverer brugen af receptpligtige ormemidler. Så som Milbemax som ses på billedet øverst på denne artikel.

Tidligere blev der ikke lagt så meget vægt på betydningen af piskeorm, men en dansk undersøgelse har vist, at 12% af de undersøgte hunde var inficerede, og den blev påvist i 16% af kennelerne. Dette understreger vigtigheden af ​​at være opmærksom på og håndtere piskeormsinfektioner hos hunde effektivt.

Ved at være opmærksom på symptomerne, få en korrekt diagnose, administrere passende behandling og implementere forebyggende foranstaltninger kan hundeejere bidrage til at sikre deres kæledyrs sundhed og trivsel i kampen mod piskeorm.

Her ser vi på to typer af bændelorme. Bændelorm fra lopper og bændelorm for byttedyr

Alle bændelorme befinder sig i den videnskabelige klasse Cestoda, men er herudover spredt i forskellige ordener, familier, slægter og arter. De bændelorme der hyppigst inficerer hunde og katte er:

• Dipylidium caninum
• Taenia-arterne
• Echinococcus granulosus og E. multiocularis
• Diphyllobothrium latum
• Spirometra mansonoides

I første omgang ser vi på bændelorm fra lopper

Bændelorm fra lopper tilhører den latinske gruppe Dipylidium caninum. Denne bændelorm har hund og kat samt andre rovdyr som ræv, dingo, hyæne, vilde katte og vilde hunde som slutvært.

Bændelormen er mellem 15 og 70 cm lang og ca 2-3 mm bred. Ormen er let lyserød. Infektionen tager 21 dage om at udvikle sig.

Symptomer bændelorm fra lopper

Infektionen med bændelorm fra lopper kan genkendes ved de små, bevægelige hvide segmenter, der ofte ses omkring hundens endetarmsåbning eller på dens afføring. Dyrlægen kan diagnosticere tilstanden ved at observere disse segmenter, der ligner riskorn eller pasta.

Behandling

Behandlingen af bændelorm fra lopper involverer ikke kun eliminering af selve ormene, men også en omhyggelig bekæmpelse af lopper på hunden og dens omgivelser. Heldigvis er udsigterne gode for

hunde, der får den rette behandling.

Årsager og forebyggelse af bændelorm fra lopper

Bændelorme leddene indeholder mange æg. Da loppelarver lever af forskelligt biologisk materiale, vil de også spise disse afstødte led. Inde i selve loppelarven udvikler æggene sig videre. Lopperne kommer først og fremmest i kontakt med bændelormeæggene i sengetøj, på tæpper og i hundekurven. Udviklingen i loppelarven fortsætter og afsluttes først når den voksne loppe har haft sit første blodmåltid. Når hunden "lopper sig" og bider de irriterende parasitter i sig, sker den sidste del af udviklingen til en voksen kønsmoden bændelorm i hunden. Det er vigtigt at være opmærksom på, at en enkelt loppe er ophav til mange bændelorm.

Bændelorm fra byttedyr

Bændelorm fra byttedyr tilhører den latinske gruppe Taenia spp. og har hunde og ræve som hovedværter med forskellige mellemværter. Den mest almindelige art hos ræve er T. pisiformis, hvor kaniner fungerer som mellemværter. Disse bændelorme er segmenterede og flade og kan nå længder på op til 2 meter.

Symptomerne på infektion med bændelorm fra byttedyr kan ofte være subtile, men ejere bør være opmærksomme på tegn på irritation omkring hundens endetarmsåbning.

For at diagnosticere bændelorminfektionen kan dyrlægen undersøge hundens pels for afstødte hvide led, der er karakteristiske for disse parasitter.

Behandlingen af bændelorm fra byttedyr indebærer brug af effektive antiparasitiske midler, som din dyrlæge kan ordinere.

Hunde kan blive inficeret med bændelorm fra byttedyr ved at jage kaniner eller ved at spise ikke-gennemstegt kød fra får eller kvæg. Derfor er det vigtigt at være opmærksom på, hvad din hund indtager, især når den er ude i naturen

Risikoen for, at din Tibetanske Spaniel får bændelorm fra byttedyr, er relativt lav ifølge en svensk undersøgelse, der viser, at kun cirka 2% af alle hunde har denne type bændelorm. Dog bør ejere stadig være opmærksomme og søge passende forebyggende foranstaltninger for at beskytte deres kæledyr mod parasitære infektioner.

Her vil vi beskrive hvad Giardia hos hunde er

Hvad er Giardia?

Giardia er en mikroskopisk parasit, der kan inficere hunde og forårsage gastrointestinal ubehag. Parasitten tilhører gruppen af protozoer. Den er kendt for at forårsage en sygdom kaldet giardiasis, som påvirker fordøjelsessystemet hos hunde.

Hvor findes Giardia?

Giardia parasitten er udbredt og findes i vandkilder som søer, floder og vandløb. Den kan også eksistere i jord og på overflader, der er kontamineret med afføring fra inficerede dyr. Heriblandt i fugles afføring.

Hvordan smittes hunde med Giardia?

Hunde kan blive smittet med Giardia ved at indtage inficeret vand, vandpytter, foder eller ved at komme i kontakt med forurenede overflader. Direkte kontakt med afføring fra en inficeret hund kan også overføre parasitten.

Symptomer på Giardiasis hos Hunde:

• Diarré, som kan være akut eller kronisk
• Opkastning
• Vægttab
• Dårlig appetit
• Mavesmerter
• Dehydrering

Diagnose og behandling:

For at diagnosticere giardiasis udfører dyrlæger ofte afføringsprøver og bruger mikroskopi til at påvise Giardia-cyster. Behandlingen indebærer normalt brug af medicin som metronidazol eller fenbendazol, og det er vigtigt at opretholde god hygiejne for at forhindre yderligere spredning af parasitten.

Hvad er fremtiden for en hund med Giardia:

De fleste hunde med giardiasis kan komme sig med passende behandling. Dog kan ubehandlet giardiasis forårsage alvorlig dehydrering og underernæring, hvilket kan have en negativ indvirkning på hundens generelle sundhed. Med rettidig behandling er prognosen for hunde med giardiasis generelt positiv. Det er vigtigt at opretholde god hygiejne og undgå kontakt med inficerede kilder for at forhindre gentagne infektioner.

Coccidiose hos Tibetansk Spaniels

Coccidiose er en almindelig tarminfektion, der kan påvirke hunde og forårsage ubehagelige symptomer som diarré og generel utilpashed, især hos hvalpe og unge hunde. Denne infektion skyldes tilstedeværelsen af små encellede parasitter kendt som coccidier, der angriber tarmvæggens celler og forårsager skade.

Transmissionen af coccidier sker primært gennem kontakt med inficeret afføring. Når hunden indtager disse parasitter, invaderer de hurtigt dens tarm og forårsager skade på tarmvævscellerne. Dette kan føre til symptomer som akut diarré, træthed, nedsat aktivitet og vægttab.

Det er vigtigt at bemærke, at ikke alle infektioner med coccidier resulterer i sygdom. Hvalpe under fire måneder og hunde med svækket immunforsvar er dog mere tilbøjelige til at udvikle symptomer. Dehydrering kan også forekomme som følge af diarré, selvom hunden har adgang til vand.

Behandlingen af coccidiose involverer typisk medicin, der dræber parasitterne, og i tilfælde af dehydrering kan væskebehandling være nødvendig. Forebyggelse af sygdommen indebærer god hygiejnepraksis, herunder grundig rengøring af omgivelserne for at forhindre geninfektion eller spredning til andre hunde.

Ved at være opmærksom på symptomerne og træffe passende forholdsregler kan coccidiose effektivt behandles og forebygges hos tibetanske spaniels, hvilket sikrer deres trivsel og sundhed."